Det er ikke ofte, at man kan sige, at en sport skylder en bestemt person sin eksistens. Men når det gælder gokart, ved man, hvem der først svejsede en simpel rørramme sammen, satte fire trillebørhjul på og drev hele herligheden med en Clinton-plæneklippermotor. Som det ofte er tilfældet med sjove ting, startede det hele i det solrige Californien.

Art Ingels er navnet på den opfinder, der byggede det første kort i midten af halvtredserne, for lidt over fyrre år siden. Ja, vi kan ikke kun takke ham for konceptet, men også for navnet. Cart er det engelske ord for en simpel vogn, men Art valgte stavemåden go-kart, et navn, der stadig er den mest anvendte betegnelse, uanset hvor der køres go-kart. Art var selv forbløffet over, hvor sjovt det var at køre gokart, og hvilken fantastisk fartfornemmelse han oplevede, når han kørte rundt på parkeringspladsen ved det lokale supermarked. Snart stod venner og bekendte i kø for at prøve den, og så gik det løs. Nogen begyndte at bygge en lille serie chassis, nogen arrangerede den første konkurrence, nogen fandt ud af, at motorsavsmotorer var endnu skarpere end plæneklippermotorer, og så var hele cirkusset i gang. I Sverige kunne vi læse om, hvad der foregik på Crescent Raceway i Los Angeles og andre steder gennem specialiserede gokartmagasiner som Karting World.

Men i Sverige ville vi selvfølgelig have vores egen version af den nye sport, og i begyndelsen af 60'erne var gokartbiler med motorcykelmotorer mere almindelige end dem med motorsavsmotorer uden gear. Vi kørte på provisoriske baner, og fordi bilerne med gear havde store 10-tommer hjul, var det muligt at køre på grusbaner. Bladet "Teknik för Alla" blev involveret i den nye flue, og i TfA var der en bygningsbeskrivelse af en meget vellykket konstruktion. Det var ikke altid let at låne eller leje en bane til at køre gokart på. I Göteborg blev et af de første løb afholdt på en regnfuld lørdag på Wartas plan, en af Göteborgs mange fodboldbaner. Mens regnen silede ned, som den ofte gør i Göteborg, gravede gokarterne sig dybere og dybere ned i banen. Til sidst var der kun ét dybt spor, hvor kortene fløj ud. Næste dag skulle der spilles fodbold på samme bane. Da viceværten for Wartas bane så, hvad gokarterne havde gjort, førte det til et totalt forbud mod at leje kommunale baner til gokart i Göteborg.

Men udviklingen gik i retning af de uændrede klasser, og så var grusbanerne ikke længere egnede. Vi måtte låne parkeringspladser og lave baner med endeløse mængder af gummidæk, der blev brugt som banemarkeringer. Sikkerheden var nogle gange et problem, fordi folk stod helt op til dækkene og kiggede. Så kørte man med gearklasserne med 250 cm3 motorer af de mest forskellige slags, Sachs, Durkopf, DKW, ja det var nok mest tyske motorer i den klasse.

Ronnie Petersson kørte først i en pragtfuld gearkart, som hans far, sukkerbageren fra Örebro, havde bygget. Men de ugearede karts blev mere og mere populære, men de kørte med to 100 cm3 motorer, der kørte på den samme stive bagaksel. Den mest populære motor var McCulloch, som fandtes i mange forskellige versioner. Den, der kom med en Dart-kart med to Mc10-motorer, fik mange beundrende blikke. Men der var også en svensk motor, som med succes hærgede marker og parkeringspladser. Motorsavsproducenten Partner i Mölndal havde en kartmotor, Partner RS90. De havde deres egen fabrikskører, Sven Faijersson, som formåede at få ufatteligt mange hestekræfter ud af de små motorer. De kørte med kobling og starter. Mange motorer var svære at starte, og chauffører og mekanikere trak i startsnoren, før de startede. Sven Faijersson var altid kølig som en agurk og ventede, til alle andre havde arbejdet sig halvt ihjel. Så tog han et startreb i hver hånd og løftede simpelthen bagenden af karten. Så satte han foden på den bagerste bue og trådte på den - og - motorerne startede og kørte velvilligt i tomgang!

Den første permanente bane i Sverige blev bygget i Laxå, og drivkraften bag byggeriet var Bertil Lundberg, som har været en pioner og initiativtager til al gokart i Sverige, og som også har bidraget til sportens internationale succes. "Hvor var det spændende at komme til Laxå og køre på en bane, der var bygget specielt til gokart, og man kan roligt sige, at folk kom fra hele landet. Efter nutidens målestok var det en ret lille bane på knap 500 meter, men med Laxå-banen tog gokart skridtet fra en sjov leg på en parkeringsplads til en rigtig motorsport. Det svenske automobilforbund tog gokartsporten under sine vinger, og gennem kartingudvalget med Nisse Björkman i spidsen fik sporten mulighed for at udvikle sig i Sverige, en udvikling, som mange andre lande fulgte efter.

Da den første italienske motor kom til Sverige, kaldet Komet K10, indså vi, at en ny del af sporten var begyndt. Der var ingen lyddæmpere dengang, og to (!) Komet-motorer på en kart kørte ikke bare omgange meget hurtigere end motorsavsmotorerne, de larmede også meget mere. Eller som en kører udtrykte det: "Man kørte gokart lørdag og søndag, og søndag aften var man stendøv. Så arbejdede man mandag til torsdag. Om fredagen begyndte man at høre lidt igen, og så var det tid til at køre igen om lørdagen!" Intet under, at mange mennesker blev døve.

Bertil Lundberg var i mange år svensk delegeret i den internationale kartingkomité, CIK, som man siger. Takket være dette kunne Sverige tidligt være med til at arrangere store internationale konkurrencer. I begyndelsen af halvfjerdserne blev både europamesterskaberne og verdensmesterskaberne afholdt i Sverige på banerne i Kristianstad, Kalmar og Jönköping, som allerede dengang holdt en meget høj international klasse. Vi svenskere var kendt for at organisere konkurrencer på en ordentlig måde, men kørerne klagede over vores præmieoversigter. Da svenskerne til sidst kom til at konkurrere i Italien og Frankrig, forstod man grundene til klagerne. Et EM-stævne i Italien havde et par-tre motorcykler som præmier, og alle deltagere fik noget med hjem. Det var noget andet, end da førstepræmievinderen i Kristianstad fik det svenske automobilforbunds frakkenål!

Hvis vi prøver at opsummere gokartsportens udvikling i de fyrre år, der er gået, siden Art Ingel kørte den første gokart i Californien, kan vi se, at sporten i dag har en enorm spændvidde. Der er rigtig mange mennesker, som stadig synes, det er sjovt bare at køre rundt en gang imellem, og for dem har der været mange udlejningsgokartbaner. For nylig er de flyttet indendørs, så man nu også kan køre gokart året rundt i Sverige. Men karting er også en ekstrem elitesport med dygtige kørere og store og dyre teams. Formanden for den internationale kartingkomité, schweiziske Ernst C. Buser, plejer at understrege, at der næppe er nogen virkelig succesfuld formelkører, som ikke har startet sin racerkarriere i en gokart. Alle de store navne har en fortid som gokartkørere, og de er stadig glade for at køre gokart i dag, hvis muligheden byder sig. Hvis du møder verdensmesteren Lewis Hamilton og ikke ved, hvad du skal tale med ham om, kan du bede ham om at fortælle om sine gokartdage. Det vil han med glæde gøre, og i lang tid fremover.

I Sverige har gokart i høj grad fulgt den internationale udvikling, og til en vis grad har vi også fulgt de internationale regler. Men på ét punkt har Sverige også været en pioner inden for gokart. I Sverige har vi set gokartsportens potentiale til at samle hele familier omkring sporten. På et tidligt tidspunkt åbnede det svenske bilforbund op for nogle enklere klasser for yngre kørere, hvilket førte til en meget positiv udvikling af gokart. Denne udvikling kan i høj grad tilskrives én mand og én virksomhed. Leif Radne er navnet på den mand, der startede med selv at køre gokart, men som hurtigt indså, at gokartsporten kunne få mere ud af ham, hvis han helligede sig fremstilling og salg af motorer, chassiser og alt det andet tilbehør, der var nødvendigt.

I 1971 byggede han sin egen motor ved at bruge stemplet og cylinderen fra en 100 cm3 motorsavsmotor fra Partner. Det lagde grunden til den motor, som i dag findes i Mini- og Micro-klasserne under navnet Raket 95. Det er den samme motor, som i dag er solgt i 40.000 eksemplarer over næsten hele verden og har været med til at starte ungdomsklasser mange steder. Det var i Mini-klassen, at Marcus Eriksson og 4 af hans Formel 1-kolleger begyndte at køre gokart med Raket!